Hoteller Linz

Motel One Linz

Til bookingen

til bookingen

Din/dit Hotel i Linz

Linz

Livsnyderbyen Linz!

Byen Linz er ikke videre kendt blandt danske turister. Måske har du højst bladret forbi en opskrift på Linzer tærte engang? I hvert fald må Linz siges at stå i skyggen af turistmagneterne Wien, Salzburg og Innsbruck. Det er dog en skam, for der er mange andre grunde end bare lækkert bagværk til at besøge kulturbyen i den nordlige del af Østrig. Men husk alligevel at prøvesmage en Linzer tærte undervejs på turen. Bagværket stammer trods alt fra det 17. århundrede og er dermed lidt af en attraktion i sig selv, nærmere bestemt verdens ældste kendte tærteopskrift.

Hvad kan du opleve i Linz før og efter tærtespisningen? Hvis vi selv skal sige det, er vores Motel One altid en rejse værd, og det gælder selvfølgelig også i Linz. Vores designhoteller er nemlig meget mere end bare en praktisk overnatningsmulighed. Her overnatter du i stilfulde omgivelser midt i centrum, har adgang til gratis wi-fi, får serveret en alsidig morgenmadsbuffet og bliver betjent af et venligt personale. Hertil kommer et strejf af moderne design samt et gennemført indretningsdesign og hyggelige værelser – kort sagt opskriften på lykkelige dage i Linz!


Læs videre
Billigt hotel Linz

Broget er bedst

Den tidligere industri- og stålby charmerer sine besøgende med sin helt egen uimponerede og tilbagelænede charme: Her blander industri sig med kultur, hipt med billigt og akademikere med arbejderklassen. En harmonisk kombination, der tiltrækker stadig flere internationale besøgende og samtidig skaber en høj livskvalitet for byens fastboende indbyggere.
Byens hjerte er den barokke Hauptplatz med den 20 meter høje pestsøjle, der blev rejst i 1723 i taknemmelighed over pestens ophør og som beskyttelse mod fremtidige epidemier. Den tidligere markedsplads omkranses af imposante bygninger med maleriske facader. Her finder du Linz' gamle rådhus, der ganske praktisk rummer byens turistinformation. Gå heller ikke glip af Feichtinger-Haus og det fine klokkespil, der lyder hver dag kl. 11, 14 og 17. Melodierne skifter endda alt efter årstiden!
Hauptplatz munder bl.a. ud i Landstraße, der er en af Østrigs mest frekventerede shoppinggader. Helt perfekt til en hyggelig indkøbseftermiddag! Glem ikke at udforske de små sidegader, der også lokker med talrige butikker, caféer og restauranter. I nærheden af Landstraße ligger Domplatz med domkirken Mariä-Empfängnis-Dom. Domkirkens fornemme højgotiske arkitektur er en attraktion i sig selv og danner hver sommer rammen om koncertrækken "Klassik am Dom". Dette er dog blot et ud af mange kulturelle højdepunkter og events i byen.


Læs videre

Kunst, kultur & kuriosa

Direkte ud til byens centrale livsnerve, Donau-floden, ligger Lentos Kunstmuseum, der kan fremvise en stor samling af moderne kunst. Museets glasfacade virker nærmest som en overdimensioneret billedramme, der viser et spejlbillede af bydelen Urfah på den modsatte side af floden. På den anden side af broen Nibelungenbrücke ligger Ars Electronica Center. Med sin markante futuristiske arkitektur er museet svært at overse. Dette "fremtidens museum" viser udstillinger vedrørende morgendagens emner inden for kunst, teknologi og samfund.
Hvis du interesserer dig mere for fortiden, er Slotsmuseet derimod det helt rigtige sted. I den tidligere kejserlige residens kan du dykke ned i regionens natur-, kultur- og kunsthistorie frem til det 21. århundrede. Er du i humør til noget lidt mere kuriøst? Så læg vejen forbi Zahnmusem Linz, der er noget så sjældent som et tandmuseum, eller det interaktive westernmuseum Cowboy Museum Fatsy. Du kan også vælge at opsøge kunsten under åben himmel i stedet: I "Mural Harbour" i handelshavnen er gamle industribygninger og husvægge omdannet til farvestrålende lærreder med over 100 graffiti- og street art-værker af kunstnere fra godt 25 forskellige lande. Du kan enten beundre værkerne til fods eller på en bådtur.


Læs videre

Rundt om Linz

Ved Donau-flodens nordlige bred ligger bjerget Pöstlingberg. Bestig den 539 meter høje bjergtop til fods, eller vælg den magelige løsning i form af bjergbanen Pöstlingbergbahn. Vel ankommet til toppen bliver du ikke kun belønnet med en fantastisk panoramaudsigt over byen Linz og de nærmeste omgivelser. Du har nemlig samtidig også adgang til flere attraktioner på én gang: Her finder du Linzer Zoo, hvor du kan lære både lokale og eksotiske dyrearter nærmere at kende. Små gæster vil herudover især sætte pris på grottebanen, der tager sine passager med ind i en spændende eventyrverden beboet af dværge. Faktisk er banen en historisk attraktion i sig selv, for den har nemlig begejstret børn og besøgende i mere end 100 år. Et andet highlight i området er det private universitet for musik, skuespil og dans, Anton-Bruckner-Universität, der er kendt for sin futuristiske arkitektur og fænomenale beliggenhed. Universitetet er åbent for alle, og du er velkommen til at overvære koncerter og forestillinger. At betragte den lamelbeklædte bygning udefra er dog også en oplevelse i sig selv. Når du er ankommet til toppen, mødes du af endnu et vartegn, nemlig valfartskirken "Sieben Schmerzen Mariä". Den hvide og let rosafarvede kirke med de to tårne stod færdig i 1748 og ligger kun få minutters gang fra panoramaplatformen på Pöstlingberg. I det hele taget udgør Linz det perfekte udgangspunkt for fans af aktive naturoplevelser. Tag f.eks. det bjergrige område Mühlviertel eller UNESCO-området Salzkammergut, der begge indbyder til aktive dage i underskøn natur. Begge naturområder nås nemt med offentlig transport fra Linz. Er du mere til kondisko og badesandaler end vandresko? Så finder du heldigvis også flere grønne naturoaser centralt i byen: Diverse badesøer og parker indbyder til afslappende udflugter i det grønne, herunder Pleschinger See, Wasserwald, Hummelhofwa samt hele flodbredden langs Donau. Velkommen til livsnyderbyen Linz!


Læs videre